videoclub.dk

Instruktør Pressede Angiveligt Sine Skuespillere Til Eksplicit Sex I “Mektoub, My Love: Intermezzo”

Billede: jumpstory.dk
Udgivet d. 14.01.2020
Skrevet af: Redaktion
OM OS

Meget har været sagt og skrevet om Abdellatif Kechiches film “Mektoub, My Love: Intermezzo” efter den for nyligt fik premiere på Cannes Film Festival, og intet af det har været positivt. Men nu kan dårligt blive til værre for instruktøren, der ifølge franske aviser har presset filmens skuespillere til eksplicit sex, som de ellers flere gange skulle have afvist at være med til.

Der har faktisk været spekulationer om dette lige siden skuespilleren Ophélie Bau forlod gallapremieren før klapsalverne og siden ikke var til stede ved hverken pressekonferencen eller det traditionsrige foto-shoot dagen efter. Det er nemlig hendes underliv, som vises i en 13 minutter lang, usimuleret oralsexscene, der også fik flere anmeldere til at udvandre fra biografen.

Abdellatif Kechiche er kendt for filmen “Adéles liv”, der i sin tid vandt Guldpalmen i Cannes, men også for denne film har instruktøren fået hård kritik, både for filmens åbenlyse “male gaze” og for at have presset hovedrolleindehaverne Lea Seydoux og Adèle Exarchopoulos til nogle intense og meget lidt blufærdige sexscener.

Nu rapporterer de franske aviser Midi Libre og Le Figaro om, hvordan oralsexscenen i “Mektoub, My Love: Intermezzo” blev sikret:

“Instruktøren havde diskotek-scenerne til at køre time efter time og udmattede skuespillerne, og optagelserne blev forlænget meget sent om aftenen”, fortæller en anonym kilde, som var tæt på produktionen.

“Han (Kechiche, red.) ville absolut have en sexscene, der ikke var simuleret, men skuespillerne ville ikke. Men han insisterede, som timerne gik, og mens alkohol løbende blev indtaget på stedet, lykkedes han med at få, hvad han ville”.

Sidste år blev Kechiche faktisk anklaget for seksuelt overgreb. Anklager, som han dog kategorisk afviser. Med disse nye anklager imod ham, bliver det unægteligt svært for ham at fuldende den filmtrilogi, som “Adéles liv” og “Mektoub, My Love: Intermezzo” har været de første to film i. Det er nok heller ingen hjælp, at “Mektoub, My Love: Intermezzo” efter Cannes-premieren har en score på 0 % på anmeldelsessitet Rotten Tomatoes.

Læs også artiklen 5 film, vi glæder os til at se på årets Cannes Film Festival.