Godt Nyt Til Mindhunter-fans: 2. Sæsons Premieremåned Er Ikke Langt Væk
Netflix’ hitserie Mindhunter, som er skabt af blandt andre David Fincher, blev hurtigt forlænget efter sin premiere i oktober 2017. Sidenhen har det dog været særdeles småt med nyheder om den populære serie. Men nu har seriens fans endelig noget at tale om og glæde sig til.
Premiere sidst på sommeren 2019
For ganske nylig afslørede executive producer Charlize Theron, at vi i august 2019 kan forvente os et gensyn med FBI-agenterne Holden Ford (Jonathan Groff) og Bill Tench (Holt McCallany), der benytter sig af psykologiske profiler til at finde, forstå og forudsige seriemorderes adfærd. Sæson 2 kommer umiddelbart til at bestå af otte afsnit, som den berømmede instruktør David Fincher skal instruere det første og det sidste af.
Nye seriemordere
Derudover forlyder det, at Netflixserien inkluderer seriemorderen David Berkowitz, også kendt som Son of Sam, og de såkaldte Atlanta child murders, der blev begået mellem 1979 og 1981, men som ingen er blevet straffet for. Berkowitz myrdede seks mennesker i New York mellem 1976 og 1977. Det er også kommet frem tidligere, at Charles Manson bliver en del af historien. Manson vil blive spillet af Damon Herriman, der også giver den som selvsamme seriemorder i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood.
Som en sidste nyhed, løfter John E. Douglas, som har skrevet bogforlægget bag serien, sløret for, at 2. sæsons historie kommer til at udspille sig over fem år. 1. sæson udspillede sig i 1979, hvor både Manson og Berkowitz allerede var i fængsel, hvorfor det er nærliggende at tænke, at de to legendariske mordere bliver interviewpersoner, i stil med hvordan Ed Kemper var det i sæson 1.