Filmtip: Ruben Östlunds “Force Majeure” er tragisk og nådesløst morsom

Filmtip: Ruben Östlunds “Force Majeure” er tragisk og nådesløst morsom
Billede: Pixabay
Udgivet d. 28/05/2019
Skrevet af: VideoClub Redaktion

“Force Majeure” fra 2014 er ikke længere nogen ny film. Vi vil med denne artikel ikke så meget anmelde men mere tippe dem af jer, der endnu ikke har set filmen, som stiller skarpt på den moderne, skandinaviske kernefamilie for så blot at trække tæppet væk under den.

For er man egentlig en rigtig mand, hvis man redder sig selv og sin iPhone og efterlader sin kone og børn til at dø i en lavine? “Force Majeure” er bidende samfundssatire, når det er allerbedst, præcis af den slags som Ruben Östlund også senere har vist, han mestrer i Guldpalmevinderen “The Square” fra 2017.

En dirrende spænding fornemmes lige under overfladen

Vi møder den helt perfekte, svenske kernefamilie: en mandlig forælder, en kvindelig forælder, et drengebarn og et pigebarn. Mor og far er unge, smukke og umiddelbart stadig forelskede, mens ungerne er glade, begavede, livlige og velopdragne.

Men kender man lidt til Östlunds andre film, så vil ens alarmklokker instinktivt begynde at ringe.

Manuskriptforfatteren og filminstruktøren Östlund indtræder ofte i rollen som filmskaber og adfærdspsykolog samtidig. F.eks. er hans tidligere film “De ufrivillige” og “Play” halvt fiktive dramaer og halvt socio-psykologiske eksperimenter, der er omhyggeligt planlagt og tålmodigt observeret.

Force Majeure er ligesådan og ikke mindst et vidunderligt, stilfuldt drama, hvor instruktøren foretager et hvast studie af det moderne ægteskab. Det hele bliver så fremstillet i en sorthumoristisk, menneskelig komedie..

Først synes alt rosenrødt. Hele familien er taget på skiferie, og alt synes fryd og gammen. Sjovt nok er den svenske familie ikke taget på skiferie i Trysil, Hafjell eller Hemsedal men derimod i de franske alper.

Men lige under overfladen fornemmer man straks en dirrende spænding. Tomas (Johannes Kuhnke) har arbejdet rigtig meget gennem et stykke tid, og konen Ebba (Lisa Loven Kongsli) forklarer til en, der også bor på hotellet, at han endelig har tid til at fokusere på sin familie.

Denne henkastede replik skal vi dog lægge mere i, for den afslører en skjult afsky hos Ebba og et vist pres på Tomas. Et meget opstillet og over-perfekt familiefoto, der bliver taget af skistedets fotograf, er med til at forstærke fornemmelsen af, at familien altid møder omverdenen med blankpoleret facade.

En mere sandfærdig portrættering af familien vises i et smukt totalbillede, hvor de svinger sig ned ad en bred løjpe i samme retning, men ad forskellige baner. Sporene i sneen leder tankerne over på en DNA-streng, hvilket kan være en påmindelse om genetiske begrænsninger her midt i den tilsyneladende frihed.

Filmens dramatiske klimaks er ikke en stor katastrofe, men det udvikler sig til gengæld til en. Da familien spiser udenfor på en restaurantterrasse, bliver en såkaldt kontrolleret lavine sat i gang på bjerget overfor. Lavinen vokser og vokser, og panikken bryder ud, da det ligner, at den om lidt vil opsluge terrassen og de mennesker, som sidder på den. Midt i det vilde kaos snupper Tomas sin iPhone og løber for livet uden at se sig tilbage, mens Ebba og børnene må kæmpe for deres egen overlevelse.

Dog viser det sig, at den hvide sky blot er snestøv, som slynges op på terrassen, da lavinen blæser forbi. Den hvide sky forsvinder sammen med frygten og alle sætter sig til rette foran deres borde igen.

Tomas kommer tilbage efter kort tid, men intet er det samme mellem ham og Ebba længere. Hans instinktive valg om at redde sig selv før sin familien, åbner en dyb kløft mellem parret, som bliver dybere og dybere med hans efterfølgende benægtelse af kujonhandlingen.

Hvad der så følger, er en dramatisk koreografi, som er rig på nuancer og smukt samspil, hvor Ebbas smerte og Tomas’ selvbedrag stilles til frit skue.

Det hele bliver fremført gennem millimeterpræcist kropssprog, rivaliserende tandbørstning og hviskende skænderier i gangen foran familiens hotelværelse. De prøver at begrave det, men sammentræf med både venner og fremmede får dem bare endnu længere fra hinanden. Tomas holder sig latterligt krampagtigt til sin historie, mens Ebba begynder at overveje, hvordan hendes og børnenes liv vil være uden ham.

Konflikten rækker ud efter seeren på den anden side af skærmen

Konflikten mellem Tomas og Ebba forbliver på en måde ikke mellem dem, men rækker ud efter filmseeren og spørger: “Hvordan ville du selv have reageret?”

Ud af konflikten får vi en hylesjov komedie om menneskets fejl, mangler og bortforklaringer. Dens sorte humor står skarpt i kontrast til de kolde og utilnærmelige bjergsider samt maskineriet, som betjener dem. De fjernstyrede lavineeksplosiver går af med dundrende brag, og i natten brøler sneplove uden synlige førere, mens det berømte tordenvejrsmotiv fra Vivaldis “De fire årstider” spiller i baggrunden.